Undgå dårlig lugt og sikr fri passage i afløb i køkken og bad.
Uddrag fra Videncentret Bolius hjemmeside https://www.bolius.dk/saadan-vedligeholder-du-husets-afloeb-9725
1. Rens hånd- og køkkenvask
Lugter én af husets vaske, kan kogende vand i de fleste tilfælde løse problemet. Meget varmt vand, 80-90 grader, dræber de fleste bakterier, og løsner det fedt, der har sat sig i rørene. Hvor meget vand der skal bruges, afhænger af, hvor tilstoppet din vask er. Men hæld vand i vasken indtil vandet ikke ophober sig, men løber frit igennem afløbet (f.eks. to kedler 80-90 grader vand i vasken ugentlig).
Brug ikke kemisk afløbsrens
Kemiske midler som afløbsrens, kaustisk soda og klorin er skadelige for miljøet, men de kan også ødelægge afløbet, da de er stærkt
ætsende.
Det er derfor bedst kun at bruge meget varmt vand til at rense afløbet.
Rens gerne hånd- og køkkenvask hver anden uge eller minimum en gang om måneden.
2. Rens gulvafløb en gang om måneden
Det gælder primært afløb, der benyttes hyppigt, fx i badeværelse.
Gulvafløb kan være skyld i ubehagelige lugtgener. Lugtgenerne kommer fra bakterier, som lever af hår-, skæg- og sæberester, der sætter sig i afløbet eller i de ledninger, der fører hen til afløbet.
Med en månedlig rensning af afløbene minimerer du risikoen for både dårlig lugt og tilstopninger.
Fjern risten. Risten er sandsynligvis fastgjort med skruer, som du skal skrue af, inden du kan få adgang til afløbet.
Tag afløbsskålen op. Rens den, og spul med vand. Eventuelle hårrester fjernes med fingrene og smides i skraldespanden - ikke toilettet. Det er en god idé at have gummihandsker på.
Rens afløbet med vand og sæbe, og brug en børste til at skrubbe med. Det er vigtigt, at du renser så langt ned i afløbet som muligt. Tag evt. brusehovedet af bruseslangen og spul.
Rens vandlåsen på samme måde som afløbet. Vandlåsen er som regel placeret maksimalt 50 cm under gulvet og kan renses fra gulvet.
Indbygget vandlås:
Er vandlåsen i stedet indbygget, skal den tages op og renses. Der findes flere forskellige typer indbygningsvandlåse. Nogle er spændt fast med skruer, mens andre er monteret i afløbsskålen med gummiringe. Du kan blive nødt til at udskifte gummiringene for at få vandlåsen tæt igen og undgå lugtgener. De nye gummiringe kan købes hos en vvs-grossist eller i et større byggemarked med en velassorteret vvs-afdeling.
Slut af med at hælde meget varmt vand i afløbet, inden du monterer risten.
På Bolius hjemmeside er illustrative korte videoer.